FSC Designrejse 2013

Fremtid med FSC
Anne og Sanne mødte på den første del af turen Mr. Ximen, der har en FSC-bambusskov og to fabrikker i Shengzhou. For Mr. Ximen var det vigtigt at vise de danske piger, hvad han kan producere, men samtidig var det også vigtigt for ham at sprede budskabet om FSC. ”FSC er meget tæt på mit hjerte. Mange i området synes, jeg er tosset, fordi det koster penge at arbejde med FSC, og fordi bambus er et nicheprodukt, men jeg tror, at FSC i fremtiden vil spille en rolle både for miljøet og økonomisk,” fortalte han.

Kulturelle forskelle
Undervejs har Anne og Sanne fået en bedre forståelse for de kulturelle forskelle. For eksempel ville de kinesiske arbejdere gerne arbejde meget hurtigt og effektivt, da de i samarbejde med Anne og Sanne skulle lave en prototype af ”DryUnder”, men det var nogle gange på bekostning af præcision.

Det står helt klart, at man ikke kan tage noget for givet ud fra sin egen designforståelse eller forvente, at de tænker på samme måde,” fortalte Sanne. ”Vi har set en side af dét at producere i Kina, som vi ikke kendte til, og som er lærerig, hvis man en dag selv vil i gang med en produktion herude,” supplerede Anne. Og de to piger har da også planer om at se på muligheden for en kinesisk produktion.

Stolthed og ejerskab
Pigerne har også besøgt et FSC-certificeret skovområdet, som varetages af Muling Forest Bureau. Her fik de følgeskab af Jonas Engberg fra IKEA Danmark – IKEA køber nemlig træ fra disse skove til deres produktion og arbejder derudover sammen med WWF for at udbrede bæredygtig skovbrug.

Jin fra WWF fortalte; ”De er meget stolte over deres skove. På grund af FSC bliver de lokale og skovarbejderne inddraget i det arbejde, som foregår, og de føler et ejerskab.” De lokale har med FSC fået mere indflydelse på skovene og på deres egen situation og fremtid. De bliver inddraget i beslutninger omkring skoven, som kan berøre dem og bliver hørt, hvis de har klager eller forslag. Med FSC sikres det, at alle interessenter bliver hørt og engageret, og det bliver tjekket, at skovfirmaet husker at inddrage de lokale.

Det gør en forskel at vælge FSC
Jin forklarede desuden, at de kinesiske skove på mange måder er i en rigtig dårlig forfatning, og opfordrede derfor danske virksomheder til at efterspørge FSC. ”Virksomheder kan efterspørge FSC, når de får produceret i Kina. Og det gælder ikke kun de store virksomheder, men også de små. Jeg ved, at hver dråbe tæller, hvis vi skal vende situationen.

På besøg hos IKEA-fabrik
Sidste stop på turen var et besøg på IKEA-fabrikken i Dalian. På fabrikken produceres stellet til en af de mest ikoniske IKEA-stole ”Poäng”. Logistik-manden Bartlomiej forklarede, at fabrikken til næste år vil være oppe på at bruge 100 % FSC-træ i produktionen. Det har ikke været nemt at nå dette mål, og man har brugt meget energi på at hjælpe leverandørerne med at blive certificeret.

Med besøget hos IKEA-fabrikken fik pigerne dermed hele FSC-oplevelsen – fra FSC-træet stod i skoven til endelig produkt.

Læs hele rejsebloggen her.

Vinderrejsen til Kina er arrangeret i samarbejde med IKEA.