Specialpris til FSC Danmark for indsats i det offentlige
I 2015 modtog FSC Danmark en specialpris fra Forum for Bæredygtigt Indkøb for sit arbejde med at fremme indkøb af træ fra veldrevne skove.
Prisen blev overrakt af den tidligere klimakommissær og miljøminister Connie Hedegaard, der ved samme lejlighed roste FSC Danmark for at sikre bæredygtighed i offentlige indkøb. Det er en indsats, der ikke kun har bestået i at fremhæve de gode eksempler og ændre på egne indkøb, men en indsats der også har omfattet arbejdet bag kulisserne, som lobbyarbejde for de grønne indkøb, skrev hun og juryen, som begrundelse for prisen. Derudover roste juryen FSC Danmark for at tage det lange seje træk i kampen for mere transparens og bæredygtighed i træproduktion.
Dengang udtalte Loa Dalgaard Worm fra FSC Danmark:
"Vi er stolte over at have vundet specialprisen. Grønne indkøb har gennem de seneste år været en høj prioritet for FSC Danmark, og vi er derfor glade for, at folk mærker, at vores arbejde gør en forskel".
Vores fokusområder
Vi arbejder sammen med dansk skovbrug, NGO'er og andre med interesse i skovbrug for at sikre, at FSC både giver inspiration, skaber forandringer og er nemmere at implementere på de danske skovejendomme. Omdrejningspunktet er den danske FSC-standard for skovcertificering, der er et effektivt og attraktivt redskab til at dokumentere ansvarlig skovdrift, både når det gælder drift, sociale forhold og miljømæssige hensyn. Vi ser samtidig FSC som en løftestang for udbredelsen af naturtiltag i de danske skove. Tag kontakt, hvis du er interesseret i skovcertificering eller FSC i dansk skovbrug.
"Use it or lose it". I FSC tror vi på, at man gennem køb af tropisk træ fra FSC-certificerede skove i troperne kan skabe en positiv udvikling for dyr, natur og mennesker. Gennem brug af FSC-certificeret tropisk træ i fx møbel- og byggesektoren kan vi give skovejere i troperne et incitament til at bevare skoven og undgå skovrydning til fordel for kvægbrug og afgrøder. FSC Danmark laver en lang række aktiviteter omkring tropisk træ i Danmark og udlandet for at udbrede brugen af ansvarligt tropisk træ. Kontakt os for mere info og samarbejde.
Det offentlige Danmark køber hvert år ind for 380 milliarder kroner. I FSC Danmark arbejder vi på, at det offentlige indkøbs andel af træ- og papirprodukter samt andre skovbaserede materialer med ansvarlig oprindelse stiger. Til gavn for skov, dyr og mennesker og de mange FSC-certificerede virksomheder, der har investeret i at dokumentere ansvarlige træprodukter gennem FSC.
Træ er og har længe været et af de foretrukne materialer i møbel- og designbranchen - lige fra de klassiske møbeldesigneres tid og frem til i dag. I FSC Danmark har vi et godt samarbejde med den danske designbranche om at sikre, at det velkendte og respekterede danske design også er lig med ansvarlig brug af træ og FSC-certificering.
Papir og emballage af træfibre er del af de fleste menneskers hverdag. På trods af øget digitalisering vokser det globale papirforbrug, og det samme gælder efterspørgslen på træbaseret emballage. I FSC Danmark arbejder vi på, at FSC-andelen af det danske forbrug af papir, emballage og andre produkter af fibermasse stiger, så vi sikrer, at fibrene har en ansvarlig oprindelse. Den grafiske branche i Danmark har længe været frontrunner, når det gælder FSC-certificering, så vi i dag har et stort marked for FSC-certificerede grafiske produkter.
FSC er ikke kun relevant inden for de velkendte træ- og papirprodukter. Skovbaserede tekstiler såsom rayon, viskose, modal og lyocell vinder frem som en del af mode- og tekstilbranchens tiltag inden for bæredygtighed. I FSC Danmark samarbejder vi med branchen om at sikre ansvarlig brug af træ i tøj og tekstilprodukter, og i 2020 kom den første FSC-certificerede tøjkollektion i butikkerne i Danmark.
Vores skove rummer udover træ også materialer som gummi, kork, harpiks, rattan og bambus. De kaldes for ”Non Timber Forest Products” (NTFPs) eller på dansk ”ikke-træbaserede skovprodukter”. De anvendes i et hav af produkter, og ligesom med træ skal vi bruge dem med omtanke. Det vil sige, at vi skal sikre, at de kommer fra ansvarligt drevne skove, hvor sociale og miljømæssige forhold er i orden. Indgår de i FSC-certificerede produkter, gælder FSC's certificeringskrav også for dem. I FSC Danmark arbejder vi for, at flere får øjnene op for skovens mange materialer, og at de i højere grad indkøbes ansvarligt.
Skovene leverer materialer til rigtig mange produkter i dansk detailhandel, som er en vigtig samarbejdspartner for FSC-mærket og FSC Danmark. Vi samarbejder med flere aktører i sektoren for at udbrede mærkningen i deres sortiment og øge kendskabet til FSC blandt de danske forbrugere. Det handler ikke kun om selve kendskabet, men også om at gøre danskerne opmærksomme på, at og hvorfor det er vigtigt, at vi passer på verdens skove.