Gratis værktøjer
Gratis værktøjer til ansvarligt træ og papir
Har du brug for konkret hjælp til, hvordan du indkøber og dokumenterer ansvarligt træ og papir? Så kan du gratis rekvirere FSC Danmarks hjælpe- og inspirationspakke.
Både internt og eksternt er der rigtige mange og forskellige funktioner involveret i køb og brug af træbaserede produkter i det offentlige. Dermed er der også stor forskel på, hvilke værktøjer og informationer der er brug for rundt omkring. FSC Danmark har udviklet en gratis hjælpe- og inspirationspakke, som indeholder værktøjer til de mange "indkøbere" i offentlige organisationer. Hjælpepakken indeholder foruden generelle informationsmaterialer om FSC og offentligt indkøb af produkter af ansvarligt træ også skræddersyede indkøbs- og dokumentationsværktøjer.
Inspirations- og hjælpepakken indeholder:
- En detaljeret indholdsoversigt
- Et dokument der forklarer baggrunden for pakken og formålet med den
- En mappe med inspiration og informationsmaterialer
- En mappe informationsmaterialer om FSC
- En mappe med den offentlige indkøbsvejledning, en FAQ om offentligt indkøb og FSC og informationsmateriale om FSC i udbud
- En mappe med skabeloner til kommunikation af kontrol og vurdering af dokumentation til leverandører
- Fem mapper med specifikke indkøbs- og dokumentationsværktøjer til de typiske situationer, hvor offentlige organisationer køber og bruger træbaserede produkte
Hvordan får du fat i pakken?
Du kan downloade indholdsoversigten nedenfor for hurtigt at danne dig et overblik over, hvilke konkrete værktøjer der er i inspirations- og hjælpepakken. Her kan du også downloade den fulde pakke i to dele. Ved spørgsmål kontakt Morten Brodde på m.brodde@dk.fsc.org eller 26 21 11 83.
Få hjælp fra FSC Danmark
FSC Danmark tilbyder særlig rådgivning, der skal inspirere og vejlede offentlige organisationer i bedre at sikre dokumentation for træprodukter af ansvarligt træ.
Kommuner, regioner og staten køber træ og papir for milliarder hvert år. Det offentlige indkøb har derfor stor betydning for, om skovene drives ansvarligt. Mange offentlige organisationer er kommet langt med at stille krav om træ og papir fra veldrevne skove. Desværre bliver der ofte ikke fulgt op på, om kravene til ansvarligt træ overholdes. Samtidig mangler der i mange tilfælde viden om ansvarligt træ hos både medarbejdere, rådgivere og leverandører.
Derfor hjælper FSC Danmark de offentlige organisationer med en række ydelser, så de kan opnå dokumentation for deres ansvarlige indkøb.
Disse ydelser omfatter bl.a.:
- Vurdering dokumentation for produkter af ansvarligt træ
- Vurdering af et specifikt marked for FSC-certificerede produkter
- Oplæg til workshop for din organisations medarbejdere
- Oplæg for leverandører og medarbejdere
- Hjælp til udarbejdelse af skabeloner og informationsmaterialer til ansatte og leverandører
Case: Aarhus Kommune
Aarhus Kommune: Dialog og kontrol er vejen til god implementering af indkøbskrav
Aarhus Kommune og FSC Danmark dannede i 2018 et partnerskab, der skal øge kendskabet til certificerede træprodukter og klæde leverandører på til at leve op til kommunens krav om ansvarligt træ og papir. Med partnerskabet ønsker FSC Danmark at inspirere andre offentlige organisationer til at styrke implementeringen af deres grønne indkøbspolitikker og -krav.
Udbreder kendskab og følger op på krav
Indkøb & Udbud i Borgmesterens Afdeling i Aarhus Kommune og FSC Danmark har slået pjalterne sammen for at udbrede kendskabet til certificeret, ansvarligt træ og papir hos en bred gruppe af nuværende og kommende leverandører. Et af nøglepunkterne i samarbejdet mellem Aarhus Kommune og FSC Danmark er at sikre ordentlig dokumentation for, at produkter af træ, der købes og anvendes i Aarhus Kommune, kommer fra veldrevne skove, genbrug eller andre ansvarlige kilder.
“Det er helt afgørende, at kommuner, regioner og andre offentlige organisationer følger op på de krav, de stiller, og kontrollerer dokumentationen fra leverandørerne. Ellers risikerer de, at de ambitiøse krav ikke får den ønskede effekt på udbredelsen af ansvarligt skovbrug, fordi man ikke reelt ved, om produkterne har en ansvarlig oprindelse. Aarhus Kommune er first mover på det her område, og vi håber, de kan inspirere mange andre til at gå samme vej”.
Morten Brodde, Rådgiver og Relation Manager i FSC Danmark.
Proaktiv dialog og videndeling med leverandører er afgørende
I løbet af partnerskabets første halve år har Aarhus Kommune søsat en række initiativer for at øge den interne og eksterne viden om certificerede produkter med hjælp fra FSC Danmark. Der har været informationsmøder for møbelvirksomheder og håndværkere, intern kapacitetsopbygning og kommunen har udgivet et informationsmateriale.
I informationsmaterialet ”Leverandørinformation: Aarhus Kommune vil sikre brugen af bæredygtigt træ og papir” fortæller Aarhus Kommune om sine krav til dokumenterbart ansvarligt træ og papir, og hvordan leverandører kan leve op til dem. Samarbejdet mellem Aarhus Kommune og FSC Danmark handler nemlig ikke kun om kontrol og opfølgning på krav, men også udbredelse af viden:
”Det er vigtigt for os, at vores leverandører har den nødvendige viden, og at vi får feedback på de krav, vi stiller. Derfor er det et naturligt skridt at invitere dem til informationsmøde og dialog i plenum”.
Tommy Nielsen, Indkøbs og udbudskonsulent i Aarhus Kommune.
Eksempler på initiativer der sikrer god implementering af indkøbskrav
- Udvikling af procesbeskrivelse/procedure og ansvarsfordeling på tværs af organisatoriske enheder
- Kapacitetsopbygning / videndeling internt i den offentlige organisation
- Udarbejdelse af vejledningsmaterialer og brochurer (intern og ekstern brug)
- Leverandørkommunikation
- Kontrol og vurdering af dokumentation (årlig stikprøvekontrol på de enkelte aftaler/indkøb)
- Informationsmøder (for personale og leverandører)
- Løbende dialog / nye tiltag for at sikre god implementering
- Brug af FSC Danmarks gratis indkøbs- og dokumentationspakke
Mere information
I Danmark kan vi bryste os af at have klare offentlige krav om dokumenterbart ansvarligt træ og en vejledning, der viser vejer til, hvordan det sikres i praksis. Sidder du som indkøber i det offentlige eller i en privat virksomhed eller som rådgiver, anbefaler vi, at du følger den offentlige vejledning om indkøb af "lovligt og bæredygtigt træ".
Udbudsloven giver jer mulighed for at stille krav om miljømærker, da loven giver ordregivende myndigheder mulighed for at kræve, at varer, tjenesteydelser, processer, procedurer og bygge- og anlægsopgaver opfylder fastsatte mærkekrav.
Mangler du hjælp til at stille krav om ansvarligt træ? Her på siden får du et overblik over eksisterende værktøjer og inspiration, som kan hjælpe offentlige indkøbere med at stille krav om og følge op på dokumentation for "bæredygtigt træ" i henhold til den offentlige indkøbsvejledning fra Miljøstyrelsen. Kontakt os gerne, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp.
Se også denne side for materialer om offentligt indkøb.
Og se Forum for Bæredygtige Indkøbs vejledningsmaterialer her.
Ved at stille krav til og indkøbe FSC-certificerede produkter, sætter din organisation et positivt aftryk på verdens skove. Din organisation har med andre ord mulighed for at gøre en stor forskel gennem jeres indkøb af træ- og papirvarer – og andre skovbaserede materialer som eksempelvis gummi og bambus. Her på siden er der gode råd og inspiration til, hvordan I gør det i praksis. Har du spørgsmål til ansvarligt indkøb af træ og skovbaserede produkter, så kontakt os gerne.